Epson: Kopiblæk holder ikke
Herlev, december 2008
Efter laboratorietest i TÆNK:
Danskernes generelle
spareiver gælder også blækpatroner til inkjet-printere, men kopiblæk kan
hurtigt blive for dyrt købt.
“Når man benytter kopiblæk svarer det til at hælde motorolie fra det lokale supermarked på en spritny bil - og det kan de færreste vel have interesse i, særligt ikke hvis garantien samtidig forsvinder ud af vinduet,” siger Epsons Produktchef Peter Ravnhøj med reference til den test af kopiblæk, som forbrugerbladet TÆNK netop har offentliggjort.
“Blækket vi anvender er specielt udviklet til vores printere, der alle er udstyrede med særdeles avancerede printhoveder. Derfor kan andenrangsblæk i sagens natur ikke være lige så godt, og af samme årsag fraråder vi naturligvis vores brugere at anvende det,” siger Peter Ravnhøj og peger på, at levedygtigheden næppe er lige så lang for kopiblæk som for Epsons originalblæk. Det har en levetid på print i 200 år i et fotoalbum og kan modstå en konstant lyspåvirkning i 98 år.
“Hvad er prisen for et spoleret ferieminde, når fotoprintet ikke bliver skarpt nok eller prisen for ekstra fotopapir, når man skal printe om? Det er ikke dyrere at anvende vores originalblæk end kopiblæk, når man sammenholder med det færdige resultat - og det er nu engang det, der tæller,” siger Peter Ravnhøj og lægger sig dermed på linje med konklusionerne i forbrugerbladets test.
Printerhovederne på Epsons inkjetprintere benytter sig af en avanceret teknologi kaldet Micro Piezo, der sørger for elektronisk styring af blækdråbernes størrelse og placering på papiret. Samtidig er printhastigheden større i forhold til andre printteknologier. Det stiller store krav til blækket og her kommer kopiblækket hurtigt til kort, viser undersøgelsen i TÆNK.
“Det er klart, at vi har en økonomisk interesse i at vores brugere anvender originalt blæk, men som undersøgelsen viser, er der jo ikke engang en videre økonomisk gevinst ved at købe kopiblæk til vores printere. Når man samtidig tænker på den dårligere kvalitet af blækket, må man konkludere, at det ikke altid kan betale sig at spare et par kroner her og der,” siger Peter Ravnhøj.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Peter Ravnhøj, Produktchef i Epson Danmark på telefon 44 50 85 88 eller mobil 23 43 92 78.
Karsten Costa, PR- og marketingkoordinator på telefon 44 50 85 83.
Om Epson Group:
Epson er globalt ledende inden for imaging produkter herunder printere, 3LCD projektorer og små og mellemstore LCD'er. Med en innovativ og kreativ kultur er Epson dedikeret til at overgå visioner og forventninger fra kunder over hele verden med produkter kendt for deres enestående kvalitet, funktionalitet, kompakthed og energieffektivitet. Epson er et netværk bestående af 88.925 ansatte i 109 firmaer rundt omkring i verden, og Epson er stolt af sit fortsatte bidrag til det globale miljø og til de områder, hvor firmaet er placeret. Ledet af det japanskbaserede Seiko Epson Corp., havde gruppen et konsolideret salg på 1.347 mia. yen i regnskabsåret 2007.


