Epson
  tilbage  |


Miljøvenlige printere sælger

 



29. Apr 2009

af Karsten Winther, Country Manager i Epson Danmark


Er det de rigtige parametre, der driver printersalget i dag? I branchen er vi vant til, at printermarkedet bliver drevet af forhandlerrettede kampagner, store rabatter, bonusser osv. - men der er efter min mening behov for en holdningsændring. I dag er miljøet nemlig blevet en stærk salgsparameter og i den offentlige sektor er der nu et stort fokus på at købe miljørigtigt ind. Før eller siden vil den tendens sprede sig til de private virksomheder.

Det stiller krav til producenterne om, at printere og forbrugsenheder skal kunne genbruges 100%, og samtidig skal vi gøre det nemt for kunderne at komme af med enheder, der har aftjent deres værnepligt.

På forhandlersiden skal kunderne have information om de muligheder, der er for at vælge printere, der giver et renere indeklima og sparer strøm. De teknologiske landvindinger er så store i dag, at selv få år gamle printere hurtigt bruger meget mere strøm end de allerseneste modeller. Ved at tage denne dialog med kunden, kan den enkelte forhandler endda meget nemt åbne op for mersalgsmuligheder i helt andre produktkategorier. Hvem vil nøjes med at spare ét sted, hvis der er flere oplagte besparelser andre steder i organisationen?

Når det kommer til indeklimaet står laserprinterne ofte for skud. Emissionerne derfra er sundhedsskadelige det ene øjeblik og i den næste laboratorietest går de fri. Mange virksomheder hverken kan, vil eller skal undvære alle deres laserprintere. Alternativet er imidlertid ofte overset pga. fordomme, der forlængst burde være gjort til skamme. De bedste blækprintere performer i dag lige så godt som laserprintere og med et lavere, mere CO2-venligt strømforbrug. Desuden bliver de heller ikke anklaget for udslip af farlige partikler i kontormiljøet. Der er altså al mulig grund til at tænke miljøet ind som en væsentlig salgsparameter og i større grad mikse laser- og blækprintere i samme kontormiljøer – og her har vi et stort ansvar i kanalen.




  tilbage

   'Nyheder og begivenheder'